Keep track of the route on your mobile.

Search routes and use your favorites on the go.

Ny cykelruteplanlægger!

Over 5 years ago

Hvordan kommer jeg hurtigst på cykel til Nordhavn? Hvornår skal jeg cykle hjemmefra, hvis jeg skal være på Kongens Nytorv kl. 14? Kan min daglige pendlerrute optimeres?

En troværdig og opdateret digital cykelruteplanlægger, der kender de gode smutveje, ved hvilke parker man må cykle i og hvor man må cykle mod ensretningen, vil kunne give dig svaret - så du kan komme hurtigere fra A til B.

Sådan en cykelruteplanlægger har vi sat os for at skabe - og du kan være med! Filosofien bag projektet er, at involvere cyklisterne i udviklingen, at anvende open source og at gøre data frit tilgængelig. Vi tror, at det vil give den bedste løsning og medvirke til at skabe innovation på cykelområdet.

Projektet er del af Københavns overordnede målsætning om at blive verdens bedste cykelby.

Vi har valgt at lægge en tidlig version op på nettet nu. Den vil blive forbedret hen over sommeren og efteråret, bl.a. på baggrund af input fra brugere som dig. Vi vil også udvikle en app til iPhone og Android.

Du kan allerede nu kommentere, komme med idéer og rapportere fejl på http://ibikecph.dk/feedback. Hvilke funktioner savner du? Hvad synes du om vores idéer til videreudvikling? Mangler der en cykelgenvej i dit lokalområde?

Open source betyder, at koden er frit tilgængelig, så privatpersoner, virksomheder og andre kommuner kan lave deres egne varianter og være med til at forbedre koden. Fælles løsninger kan medvirke til højere kvalitet og lavere omkostninger. Det giver også folk mulighed for at eksperimente og skabe nye løsninger. Hvis du er teknisk interesseret, kan du følge med på GitHub på https://github.com/ibikecph/ibikecphsite og https://github.com/DennisOSRM/Project-OSRM.

Vi anvender kortdata fra OpenStreetMap. På samme måde som Wikipedia, er OpenStreetMap drevet af frivillige - ca. en halv million på verdensplan! OpenStreetMap indeholder geografiske data om både veje, bygninger, cykelstier og meget mere og dækker hele regionen (og verden) i et sammenhængende kort. Det er en fordel, da cyklisterne heldigvis ikke holder sig til kommunegrænserne. OpenStreetMap er gratis at anvende og opdateres løbende. Fx er nye cykelbroer som regel med på kortet samme dag som de åbner.

Vi har bidraget til OpenStreetMap ved at sammenligne data med vores egne kommunale vejdata og luftfoto for København, og rettet og tilføjet, hvor vi har fundet mangler. Du kan læse mere om OpenStreetMap på http://da.wikipedia.org/wiki/OpenStreetMap og http://wiki.openstreetmap.org/wiki/Da:Main_Page.

Vi glæder os til at høre dine kommentarer og idéer!

Comments

Kim

Kim, ago

Udover ibikecph.dk/feedback har i så en mail adresse som man kan kontakte jer på?

Ps. Super fed side :)

ibikecph

ibikecph, ago

Kontakt Cykelsekretariatet, Københavns Kommune

Oskar

Oskar, ago

Jeg elsker iBikeCph og benytter mig af det nærmest hver gang jeg skal cykle nye steder hen i København. Men noget jeg godt gad se er en app til Android, iPhone, m.v. - på den måde ville man ikke kun hurtigt kunne se smarte cykelruter på farten, men også kunne have ruten med på vejen, uden at skulle spilde papir på at printe den ud. De mange gentagne drejninger igennem Frederiksberg og Vesterbro kan godt være en smule svære at huske alle gange...

ibikecph

ibikecph, ago

Hej Oscar, tak for din besked!
Jeg er glad for at kunne fortælle at vi arbejder på en app til Android og iPhone - følg med her på siden, hvor vi snart kan fortælle mere :-)
Du har ret i at nogle ture har mange små sving. Vi arbejder på at justere ruteberegneren, så den foretrække ture med færre sving.

Oskar

Oskar, ago

Det vil jeg glæde mig til :).

Maibritt Bredstrup

Maibritt Bredstrup , ago

Super fedt koncept som virkelig hjælper med at komme frem til tiden